Magtens mange former (gymnasiearrangement) - Aalborg

Gratis for gymnasieelever og -lærere, men tilmelding nødvendig herunder

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Onsdag 25. marts 2026,  kl. 13:00 - 15:00

Sted

Musikkens Hus, Intimsalen Musikkens Plads 1 9000 Aalborg

Arrangør

Folkeuniversitetet

Magt har mange former. Den findes i Folketinget og løber gennem bestyrelseslokalerne. Den er et X på stemmesedlerne og et like på sociale medier. Den er pakket ind i data, skjuler sig i algoritmer og viser sig i beslutninger, vi aldrig hører om. Magt handler ikke kun om, hvem der bestemmer, men også om, hvem der bliver hørt, og hvilke problemer vi overhovedet taler om som samfund.

I en stadig mere kompleks verden ser vi demokratier vakle – fra Østeuropa til USA. Men hvad med os? Kan vi læne os tilbage i Danmark og tænke at alt er godt eller er det danske demokrati truet af digitale teknologier, faldende politisk tillid og øget magtcentralisering? Hvor stærkt står det danske demokrati egentlig?

Siden den første magtudredning blev afsluttet i 2003, er det danske samfund forandret. Med Magtudredningen 2.0 kaster forskere fra hele landet nyt lys over, om magten fordeles, udøves og opleves på demokratisk vis i dagens Danmark.

Vi spørger derfor igen: Hvor stærkt står det danske demokrati egentlig?

Hør Nanna Mik-Meyer, professor i sociologi ved Copenhagen Business School, fortælle om demokratiets tilstand og Magtudredningen 2.0, mød Anne Binderkrantz, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der giver et indblik i, hvordan professionelle lobbyister får indflydelse på vores lovgivning, og bliv klogere, når Niels Byrjalsen, postdoc ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, stiller skarpt på, hvem der har magten i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Er det danske demokrati stærkt nok til klare skærene i det nye årtusind?

OBS: Dette arrangement er en del af Magtudredningens gymnasieformidling og derfor forbeholdt gymnasieelever og -lærere. Du kan tilmelde hele din klasse ved at angive det samlede antal billetter i tilmeldingen.