Aarhus Universitets segl

Lektor fra ledelsescenteret vinder prestigefyldt pris for sin forskning

Den 7. marts blev HR-forskerpriserne uddelt på årets HR-konference Cranet, og her blev lektor i ledelsescenteret Anne Mette Kjeldsen belønnet med prisen som årets HR-forsker.

  

13.03.2024 | LAURA BUNDGAARD

Anne Mette Kjeldsens forskning handler om distribueret ledelse. Distribueret ledelse indebærer, at leder og medarbejdere deles om ledelsesudøvelsen. Anne Mette har med sin forskning vist, at når ledelse deles mellem leder og medarbejdere kan det have flere positive effekter. Det gælder fx medarbejdernes motivation, jobtilfredshed og mulighed for at bidrage med innovative tiltag.

Om prismodtagelsen udtaler Anne Mette Kjeldsen:

"Temaet for HR-konferencen var brobygning mellem forskning og praksis. Jeg er utrolig glad for, at min forskning i distribueret ledelse opleves som relevant og brugbar for konferencedeltagernes HR-arbejde på tværs af både offentlige og private organisationer. En af hovedpointerne i min forskning er netop, at distribueret ledelse skal afstemmes i forhold til retning, rammer og roller i den kontekst, man er leder i. Her spiller HR-funktionen en helt afgørende rolle i at understøtte den proces. Det gælder ikke kun mellem leder og medarbejdere, men også på tværs af hele organisationen.”

Om prisen

HR-forskerprisen blev stiftet i 2022 af NOCA, CBS Executive Fonden og Institut for Organisation på Copenhagen Business School med det formål at synliggøre HR-relevant forskning fra et bredt udsnit af videnskabelige fagfelter. 

Kilde: https://www.noca.dk/hr-forskerprisen/  

Billeder fra konferencen og prisoverrækkelsen

  

  

HR-forskerprisen uddeles på konferencen ud fra publikumsafstemning blandt de deltagende HR-praktikere. Forskere nomineres til prisen af en jury, der er bredt sammensat af forskere og praktikere. Om Anne Mettes forskning udtaler Christian Lauritzen, People & Culture Director ved ISS Danmark på vegne af juryen bl.a.:

”Anne Mettes forskning i distribueret ledelse demonstrer evnen til at formidle vigtigheden og de praktiske anvendelser af distribueret ledelse. Det efterlader praktikere ivrige efter at implementere dem”.

Foruden Anne Mette Kjeldsen vandt ledelsesrådgiver i ledelsescenteret Jørgen K. Skovhus Haunstrup prisen for årets upcoming HR-forsker. Jørgen tildeles prisen for sin forskning i digitale ledelsesredskaber og ledelsestræning, som du kan læse mere om her.

Uddrag af Anne Mettes seneste forskning

Anne Mette Kjeldsens forskning i distribueret ledelse inkluderer bl.a. nedenstående publikationer:

Forskningsdagsordenen bag udarbejdelsen af Anne Mettes helt nye indsigter om distribueret ledelse er desuden fremstillet i følgende bog fra 2020: ”Distribueret ledelse i den offentlige sektor”. Djøf Forlaget.