EliteForsk-rejsestipendium til talentfuld ph.d.-studerende fra statskundskab

Kristian Vrede Skaaning Frederiksen, ph.d.-studerende i statskundskab fra Aarhus BSS, Aarhus Universitet, fik overrakt det flotte EliteForsk-rejsestipendium af Kronprinsesse Mary ved en prisuddeling i Skuespilhuset i København.

Kristian Vrede Skaaning Frederiksen Foto: Privat
Kristian Vrede Skaaning Frederiksen Foto: Privat
H.K.H. Kronprinsesse Mary Foto: Uddannelses- og Forskningsministeriet
H.K.H. Kronprinsesse Mary overrakte prisen til Kristian Vrede Skaaning Frederiksen. Foto: Uddannelses- og Forskningsministeriet

EliteForsk-rejsestipendiet uddeles hvert år af Uddannelses- og Forskningsministeriet til nogle af landets dygtigste og mest talentfulde ph.d.-studerende. Denne gang til Kristian Vrede Skaaning Frederiksen fra Institut for Statskundskab på Aarhus BSS, Aarhus Universitet.

Stipendiet er på 200.000 kroner og går til et længerevarende forskningsophold ved et af de allerbedste forskningsmiljøer i verden. Sådan også for Kristian Vrede Skaaning Frederiksen:

”Jeg er utrolig glad og beæret over at modtage stipendiet, som muliggør et forskningsophold ved Center for American Democracy ved University of California, Berkeley hos nogle af de førende forskere inden for mit område,” siger han.

”Stipendiet muliggør desuden, at jeg kan øge min konferencedeltagelse i løbet af året og dermed eksponere nogle af de dygtigste folk i verden for min forskning. Opholdet og konferencerne hjælper mig dermed med at udvide mit forskningsmæssige netværk og gør, at jeg kan få den bedst mulige sparring på mine projekter,” fortsætter han.

Hvorfor støtter vælgere udemokratiske ledere?

For tiden arbejder Frederiksen på at færdiggøre sit ph.d.-projekt, hvor han undersøger, hvorfor vælgere støtter udemokratisk politiske ledere. Ligesom det er vigtigt at forske i, hvordan demokratier opstår og overlever, er det ifølge Frederiksen vigtigt at forstå, hvorfor demokratiet nogle gange går tilbage.

Det undrer ham, at det til dels er vælgernes egen adfærd, der truer demokratiet.

”Vælgerne har simpelthen alle muligheder for at stemme på politikere, der vil fremme demokratiet frem for at underminere det, men det gør de bare ikke altid,” udtaler han og trækker nogle forklaringer frem:

”For det første afvejer vælgerne af og til demokratiet mod andre hensyn såsom den øvrig førte politik eller deres opfattelser af, hvor kompetente politikerne er til at varetage nationaløkonomien. Konkret foretrækker vælgerne nogle gange kompetente, udemokratiske politikere over inkompetente, demokratiske politikere. Ligeså foretrækker de af og til udemokratiske politikere, som de er enige med på emner som skattepolitik eller immigrationspolitik over demokratiske politikere, som de er uenige med. For det andet er det ikke altid, at vælgere i det hele taget opfatter udemokratiske handlinger, som udemokratiske, hvis de udføres af et politisk parti, som vælgere i forvejen støtter. Af og til hviler vælgerne også på laurbærrene og tror, at demokratiet aldrig rigtig kan blive truet i netop deres land, hvilket er uhensigtsmæssigt for demokratisk stabilitet.”

Mere info:

 

Oops, an error occurred! Code: 2024050205494855754acb