Livet på første år

De to statskundskabsstuderende Mads og Anne
Mads og Anne fortæller om livet som statskundskabsstuderende.

Hvad havde I af forventninger til RUSugen, inden I troppede op den allerførste dag?

”Jeg vidste ikke helt, hvad man kunne forvente, men jeg havde hørt alle sige, at det ville blive en sjov uge. Generelt tror jeg, jeg var ret spændt på det uvisse”, fortæller Anne.

”Jeg var selvfølgelig nervøs, men jeg kendte nogle, der i forvejen læste statskundskab og havde fået at vide, RUSugen var en intens uge, men at jeg skulle give alt, jeg havde i mig til den uge. Også selvom man er træt nogle gange”, supplerer Mads.

Hvordan var RUSugen så i virkeligheden?

”Det var mega sjovt! Jeg troede faktisk, den ville være hårdere, end den var, for man glemmer, hvor træt man er. Man har ikke tid til at stoppe op og mærke efter, hvor træt man er, før den er overstået. Og det var egentlig ret praktisk”, siger Anne med et glimt i øjet.

”Det er jeg virkelig enig i. Jeg havde spekuleret lidt på, om det bare var én lang drukuge, men jeg synes virkelig, der bliver taget hensyn til alle typer. Både dem der er meget stille og rolige, og dem der gerne vil ud og drikke øl. RUSugen var kort sagt på alles præmisser, og det synes jeg er virkelig fedt,” siger Mads.

Hvilke tanker havde I gjort jer om selve studiet, inden det gik i gang?

”Som mange andre havde jeg nok tænkt, at det ville handle meget om politik fra starten af. I stedet har vi lært at tænke på en bestemt måde, og det har egentlig ikke handlet så meget om politik endnu men mere om de værktøjer, vi kommer til at skulle bruge i studiet af politologien senere. Og de værktøjer lærer man også at finde interessen i, hvilket er sindssygt fedt”, siger Mads.

Anne nikker anerkendende: ”Jeg havde også lidt regnet med, at det ville være klassisk samfundsfag, som vi havde i gymnasiet, men nu kan jeg godt se, at vi selvfølgelig skal have en masse værktøjer i værktøjskassen, inden det virkelig kan begynde at handle om politik.”

Hvordan synes I så, at det første år har været?

Anne udbryder: ”Det er gået sindssygt hurtigt! Jeg har nærmest ikke nået at lægge mærke til, at mine oprindelige forventninger ikke blev mødt, for jeg har været så opslugt af alt ved statskundskab lige fra første dag."

Mads smiler og tilføjer begejstret: ”Og det er hjulpet meget på vej af, at vi har haft så gode forelæsere i alle fagene. De inspirerer os virkelig til at synes, at det meste er fedt, også selvom det ikke alt sammen er, hvad vi lige regnede med i første omgang.”

Kan I prøve at beskrive, hvordan en typisk uge på statskundskab ser ud for jer?

”Ja, vi starter med at læse pensum til forelæsningen. Derefter har vi forelæsningen, som egentlig bare er en monolog fra den, der har noget klogt at sige. Derefter har vi en ugeseddel, som vi løser i vores læsegrupper, der består af arbejdsspørgsmål til ugens emne. Til sidst har vi holdtimer, som minder meget om den type undervisning, man fik i gymnasiet, hvor ugesedlen bliver gennemgået, og man har rig mulighed for at komme til orde og stille opklarende spørgsmål.”

Hvad tænker I om de faglige udfordringer, I har oplevet her det første år?

”Jeg følte mig specielt udfordret i starten, da man skulle læse sin første pensumtekst. Dér skulle jeg lige vænne mig til det akademiske sprog, og at mange af teksterne er på engelsk”, lægger Mads ud.

Anne tilføjer hurtigt: “Bare dét at skulle læse igen efter sabbatår var vildt underligt, og jeg skulle liiige finde rytmen igen”.

Mads fortsætter: ”Præcis, men det går egentlig rimelig hurtigt, at man finder ud af en rytme, hvor man har et generelt overblik over emnerne, uden at man går helt ned med stress”.

”Men jeg synes stadig, det er svært at vide, om man er godt nok med, eller om man er ved at falde bagud. Det er lidt specielt at vænne sig til, at man altid kan gøre mere for at forstå tingene bedre, men at man også er nødt til at finde tid til at slappe af, fordi studiet skal være noget, man er glad for og ikke noget, der skal give én stress”, slutter Anne af.

Hvad har det sociale liv på instituttet betydet for jer og jeres studieliv?

Anne er ikke i tvivl: ”Det betyder meget! Mit hold har været vildt vigtigt hele det første år, og de RUSarrangementer, som der er arrangeret for os, har gjort vildt meget for sammenholdet på holdet. Jeg vil virkelig opfordre folk til at deltage i så mange sociale arrangementer, som de orker, fordi hvert enkelt af dem er med til, at man føler sig mere hjemme på sit hold, med sine medstuderende og på instituttet generelt.”

Mads supplerer: ”Jeg er helt enig. Men også læsegrupperne betyder virkelig meget for, hvordan man har det på studiet. Og derfor har det været virkelig fedt, at tutorerne har gjort så meget ud af, at få alle læsegrupper til at fungere. Hvis man ved, at man skal være sammen med sin læsegruppe en hel dag pga. en eller anden lang ugeseddel, så er det bare så rart at vide, det er ens venner, man skal ned og være sammen med. Det gør det hele meget hyggeligere. Derudover er der jo konstant sociale tilbud med fester, fredagsbarer og faglige arrangementer, som er med til at ryste folk yderligere sammen. At lave arrangementer med sit hold er også noget, jeg vil opfordre folk til, for man tilbringer meget tid sammen med holdet. Så arrangér en julefrokost, en påskefrokost eller hold forfester inden PF-festerne. Det er altid sjovt!”

Har I ét godt råd til de kommende studerende?

Anne og Mads er enige: ”Studielivet kommer ikke til at være, som du forventer, men hvis du holder et åbent sind, så bliver det mega fedt!”