Seminar med Robert D. Putnam

Oplagt Putnam underholdt om social kapital

I anledning af MatchPoints-seminaret i denne uge gæster verdens mest citerede samfundsforsker, Robert Putnam, Aarhus Universitet. I tirsdags holdt han et engageret foredrag på Institut for Statskundskab om social kapital.

Til trods for jetlag efter den lange rejse fra Harvard University var det en oplagt Robert Putnam, der entrede podiet på Institut for Statskundskab tirsdag eftermiddag. Her deltog han i et internt seminar, hvor han bidrog med et inspirerende foredrag om social kapital efterfulgt af spørgsmål og reception med korsang.

Robert Putnam talte om social kapital med udgangspunkt i sin bog ’Making Democracy Work: Civic Traditions in Modern Italy’ fra 1993. Hvordan hang det sammen, at Italiens regioner, som på papiret havde samme kompetencer, i realiteten var præget af markante forskelle, når det galdt effektivitet og tilfredshed? Putnams populariserede svar var, at det var tætheden af korforeninger, der spillede ind. Med korforeninger som metafor på frivillige organisationer, upegede hans undersøgelser deltagelse i denne form for sociale netværk som afgørende for et velfungerende samfund.

- Going to meetings is good for you stress level

På baggrund af resultaterne fra Italien og nye analyser er Putnam nået frem til, at selvom der findes undtagelser såsom Ku Klux Klan, er deltagelse i frivillige organisationer generelt godt for både samfund og individ. Derfor anser han det som et graverende problem, at den sociale kapital i USA er faldende siden 1960erne.

Putnam opfordrede de fremmødte til at indgå i sociale netværk og slog underholdende fast, at ’going to meetings is good for your stress level’. Man lever kort sagt et længere og gladere liv, hvis man går til kor, fodbold, kortklub, osv. På den anden side forkorter social isolation dit liv i samme omfang som rygning.

-Succes i livet afhænger af, hvilke forældre man vælger

Putnam fastholdt sit publikums fulde opmærksomhed i en time uden stop og manus. Undervejs var der små anekdoter fra hans eget liv, og man fik indblik i den indflydelse, han har i USA, hvor han både har konsulteret Barack Obama og George Bush Jr. om USA’s udfordringer som for eksempel de voksende forskelle på fattig og rig, hvilket er et område han arbejder på i øjeblikket.

På en og samme tid humoristisk og rammende fortalte Putnam, at helt afgørende for børns livschancer var deres valg af forældre. Mens de veluddannede middelklasseforældre tilbringer mere tid med deres børn end tidligere, er tilfældet det modsatte for arbejder- og underklassens børn. Uuddannede og ofte enlige forældre har simpelthen ikke overskud til at engagere sig i børnene, hvilket får uheldige konsekvenser for dem på både kort og langt sigt.

Korsangere med stor social kapital

Efter forelæsningen var der afsat tid til spørgsmål, som blev fulgt op af en reception i medarbejderloungen. Her fik flere anledning til at tale med Putnam i mere uformelle rammer. Meget passende afsluttedes receptionen med korsang ved Aarhus Universitetskor, og da koret indledningsvis blev spurgt, om det at synge i kor havde øget deres sociale kapital, svarede de enstemmigt ’Ja!’