Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Tidligere stadsdirektør bliver en del af ledelsescenteret

I 13 år har Niels Højberg været stadsdirektør i Aarhus Kommune. Til marts tiltræder han som rådgiver ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse. Ambitionen er at koble forskning og praksis endnu bedre sammen.

”Ledelsescenteret er et af de få steder, hvor højt kvalificerede forskere arbejder både teoretisk og praktisk med vigtige samfundsmæssige udfordringer, og det vil jeg gerne være en del af”. Sådan lyder det fra Niels Højberg, der til marts skifter stillingen som stadsdirektør i Aarhus Kommune ud med en stilling som rådgiver og ledelsesekspert hos Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet. 

Topledererfaring skal gøre forskningen endnu mere relevant for praktikere

Niels Højberg er en erfaren herre. Med sig i bagagen har han topledererfaring fra kommunalt, regionalt og statsligt niveau. Ifølge Niels Højberg er erfaringen netop noget af det, som han vil bidrage med i sit nye job: 

”I min tid som topleder har jeg været med i mange store forandringer i forhold til besparelser, strukturreformer, fusioner, digitalisering og her senest krisestyring under coronaen. Så jeg har høstet mange praktiske erfaringer med ledelse, som jeg tror, vil kunne bruges til at gøre ledelsescenterets forskning endnu mere relevant i forhold til de store udfordringer, vi står over for i de nærmeste år”, udtaler Niels Højberg. 

Niels Højberg tiltræder officielt i ledelsescenteret den 1. marts 2022. Det er en ansættelse, der vækker glæde og begejstring hos professor og centerleder Lotte Bøgh Andersen:

”Ledelsescenteret er sat i verden for at understøtte offentligt ledere i at lykkes endnu bedre. Sammen skaber og deler vi relevant forskningsviden om, hvordan ledelse bidrager til at nå målsætningerne. Det bliver vi endnu bedre til med Niels på holdet, dels fordi han har dyb indsigt i offentlig ledelse, og dels fordi han har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der er på spil i mange forskellige typer organisationer". 
 

Rådgiver- og ekspertrollen

Om de nye opgaver i ledelsescenteret udtaler Niels Højberg:

”Mine hovedopgaver i det nye job vil være at bidrage til, at ledelsescenterets forskningsprojekter er anvendelige i forhold til ledelsespraktikere. Jeg er glad og stolt over at kunne få lov at bruge mine erfaringer fra topledelse i den sammenhæng. Derudover kommer jeg til at deltage i formidlingen af ledelsescenterets forskningsresultater, hvilket også inkluderer nogle undervisningsopgaver. Alt sammen noget jeg ser meget frem til”. 

Lotte Bøgh Andersen er enig i, at vidensdeling med praksis og undervisning er vigtige dele af ledelsescenterets virke: 

”Vores tætte kontakt med de offentlige ledere inspirerer til nye relevante undersøgelser, og vores forskning får især værdi, når den bliver brugt i praksis. Såvel erfaringsbaseret som forskningsbaseret viden er vigtig, og Niels kommer til at bidrage til kombinationen af disse. Han bliver også et stort aktiv i vores undervisning, og jeg er sikker på, at såvel vores kandidatstuderende som deltagerne på vores masterforløb glæder sig til at møde ham”.
 

Udfordringer og spørgsmål kalder på mere forskningsbaseret viden

I fremtiden står samfundet over for udfordringer, der kalder på mere viden om betydningen af ledelse. Sådan lyder vurderingen fra Niels Højberg, der uddyber: 

”I dag står vi i en situation, hvor vi efter den hårde styring med faldende ressourcer til den offentlige sektor efter finanskrisen skal kunne lede med store forventninger om grøn omstilling og med omfattende rekrutteringsudfordringer. Samtidig vokser borgernes forventning til samfundets løsninger af de fælles opgaver sammen med væksten i manges private økonomi. I mine øjne er det udfordringer, hvor man ofte og med rette kan spørge, hvad ledelse betyder i den sammenhæng”. 

Niels Højberg mener, at der er flere relevante spørgsmål om offentlig ledelse, der kalder på mere forskning i løbet af de kommende år:

”Ledelsescenteret har i sin levetid på en meget bemærkelsesværdig måde fået koblet styring i ledelse sammen med motivationsforskning. Og personligt er jeg overbevist om, at der fortsat er behov for endnu mere viden om, hvordan ledere kan motivere og fastholde deres medarbejdere samtidig med, at de åbner op for endnu mere involvering af omgivelserne i opgaveløsningerne. Derudover ved vi af undersøgelser om trivsel, at lederne i første linje, ude i den skarpe ende, er dem, der trives dårligst i deres arbejdsliv. Det lægger op til vigtige spørgsmål om både motivation og trivsel, som vi skal søge svar på i de kommende år”, udtaler Niels Højberg. 
 

Niels Højbergs CV

  • Stadsdirektør, Aarhus Kommune, 2008-2022
  • Universitetsdirektør, Aarhus Universitet, 2007-2008
  • Administrerende direktør, Region Syddanmark, 2006-07
  • Amtsdirektør, Fyns Amt 2002-2006
  • Amtsdirektør, Viborg Amt, 1998-2002
  • Direktør, Skole- og Socialområdet & Løn- og Personaleområdet, Ringkjøbing Amt, 1993-98
  • Kommunaldirektør, Ringkøbing Kommune 1989-93
  • Sekretariatschef, Skole- og Socialområdet, Ringkjøbing Amt 1987-89
  • Fuldmægtig, Finansministeriets Budgetdepartement 1986-87
  • Undervisningsassistent, Institut for Filosofi, Aarhus Universitet 1985

Niels Højberg er cand.scient.pol. og exam.art. i filosofi fra Aarhus Universitet og har en M.Phil. grad fra Glasgows Universitet.