Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
Nyheder

Studentermedhjælpere søges – vær med til at styrke offentlig ledelse

Foto: Colourbox.dk, Sara Sandahl

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse søger en studentermedhjælper. Vi søger en studerende med viden om ledelsesforskning og villighed til at arbejde med centerets hjemmeside til at medvirke til opgaver på forskningsprojekter og formidlingsaktiviteter.

Centrets vision er at bidrage til en endnu bedre offentlig sektor, ved at skabe, dele og anvende forskningsbaseret viden om offentlig ledelse, der gør offentlige organisationer i stand til at leve op til og udvikle deres målsætninger, så de derigennem kan lykkes endnu bedre med at skabe værdi for borgerne og det danske samfund. Centret er samlingspunkt for forskere og praktikere, der brænder for at bidrage til bedre ledelse i den offentlige sektor. I centret samarbejder forskere fra institutter på tværs af Aarhus Universitet, som skaber synergi mellem fagligheder.

Centrets forskningsprojekter er både kvantitative og kvalitative studier, og vi søger en studerende med interesse for begge disse områder. Som studentermedhjælper skal du bidrage til vedligeholdelse af centerets hjemmeside samt projekter med hjælp til opsætning af spørgeskemaer, dataindsamling, databearbejdning, bearbejdning af interviews, analyser, indsamling af litteratur, praktiske opgaver ved afholdelse af workshops mv.

Vi søger efter en studerende som er i gang med en relevant samfundsmæssig uddannelse (typisk studerende på Politik og Økonomi eller Statskundskab).

Vi lægger vægt på, at ansøgeren har følgende generelle kompetencer:

  • Kendskab til kvantitative og kvalitative metoder
  • Arbejder selvstændigt og er samtidig god til at løse opgaver i samarbejde med andre
  • Omhyggelig og bevidst om kvalitet i ens arbejde
  • Gode formidlingsevner både på skrift og mundtligt
  • Interesse for ledelsesforskning
  • Det er en fordel at have kendskab til litteratursøgning, men det er ikke en forudsætning

Vi søger en studentermedhjælper med følgende profil:

  • Studerende med interesse for ledelse til tæt samarbejde med centerets leder Lotte, og som har lyst til at bidrage til udvikling og vedligeholdelse af centerets hjemmeside

Ansættelsen vil være på Institut for Statskundskab. Ansættelsen vil være på 8 timer om ugen i gennemsnit. Arbejdstiden kan variere afhængigt af planlægningen i projekter og den studerendes arbejdsbelastning på studiet. Arbejdstiden kan planlægges fleksibelt.

Vi vil bede dig sende en motiveret ansøgning med tydelig angivelse af dine kompetencer (max. 1 side) plus dokumentation for diverse kvalifikationer (inkl. karakterer) i en samlet fil til Mette Grønborg Stennicke (mgs@ps.au.dk) senest den 18. august kl. 08.00. Indkaldelse til ansættelsessamtaler sker umiddelbart derefter, og samtalerne vil finde sted den 23. august på Institut for Statskundskab. Yderligere oplysninger fås hos Mette Grønborg Stennicke på tlf. 40359897 eller mail mgs@ps.au.dk. Forventet opstart er 1. september.

Ansættelsesvilkår og løn

Du ansættes som timelønnet studentermedhjælper med løn og øvrige ansættelsesvilkår i henhold til organisationsaftalen imellem Finansministeriet og HK/Stat. Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Arbejdssted

Institut for Statskundskab, Bartholin Allé 7, 8000 Aarhus C