Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Centerets organisering

­­

Centeret er organiseret i koncentriske cirkler.

Den inderste cirkel udgøres af centerets tovholdere. Denne består for det første af centerledelsen, der udgøres af en centerleder, en vicecenterleder, en uddannelsesansvarlig samt en Novo Nordic Foundation Professor, der er ansvarlig for forskningsaktiviteter på sundhedsområdet. Disse fire forskere har det overordnede ansvar for alle centerets aktiviteter.

Dernæst består centerets tovholdere også af centeradministrationen, som er ansvarlige for dataindsamling og –behandling og eksterne formidlingsaktiviteter og som desuden bidrager til forskellige forsknings- og udviklingsprojekter i centeret. Endelig består centerets tovholdere af forskere, der er ansat i centeret – herunder ph.d.-studerende.

Den midterste cirkel består af centermedlemmerne, som alle er forskere, der har deres ansættelse på Aarhus Universitets institutter. Tilknytningen til centeret er frivillig og baseret på en interesse i forskning i offentlig ledelse. Derudover inkluderer centermedlemmerne også gæsteforskere, som er på forskningsophold i Aarhus og i den forbindelse er tilknyttet centeret.

Endelig rummer den sidste cirkel centerets øvrige samarbejdspartnere, som løbende medvirker i centerets aktiviteter. Disse inkluderer danske forskere fra andre universiteter og vidensinstitutioner end Aarhus Universitet, samt internationale forskere, der indgår i centerets aktiviteter.

I tillæg til organiseringen i de koncentriske cirkler har centeret en fast nedsat Governance Committee samt en referencegruppe.

Governance Committee mødes en gang årligt og har en rådgivende funktion i forhold til løsning af centerets opgaver. Den består af H.K.H. Kronprins Frederik, dekanen for Aarhus BSS, institutlederen for Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, bestyrelsesformanden for Købmand Herman Sallings Fond samt to internationale topforskere.

Referencegruppen består af cirka 30 udvalgte ledere, der har til opgave at kommentere på og forankre centerets forskning i praksis. Referencegruppen mødes to gange årligt med centerets tovholdere til diskussion af centerets forskningsresultater og kommende forskningsprojekter. Medlemmerne af referencegruppen er udvalgt, så de har et bredt kendskab til samt praksisforankring i særligt den offentlige sektor, herunder både det statslige, regionale og kommunale niveau. Endvidere råder referencegruppen over ekspertise inden for den private sektor.