Det er imponerende, hvor godt velfærdsstaten fungerer trods store udfordringer som en voksende ældrebyrde og kriseår med massiv arbejdsløshed.

Sådan lyder meldingen fra professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Kees van Kersbergen. I samarbejde med Barbara Vis står han bag bogen ’Comparative Welfare State Politics’, der er udkommet på forlaget Cambridge Universitet Press.

Her ser de to forskere på velfærdsstatens udvikling i en række lande og klarlægger, hvilke muligheder og begrænsninger den har. Et af bogens store temaer er reformer – for konklusionen er klar: Reformer er et nødvendigt, men upopulært redskab i værktøjskassen. Velfærdsstaten har kun overlevet ved, at politikerne hele tiden har haft modet til at ændre systemet. Danmark er ingen undtagelse.

"Hvis man ser på, hvor mange der får pension, er antallet faktisk steget siden 1960erne, og antallet af danskere, der kan få dagpenge, ligger på et stabilt niveau," siger Kees van Kersbergen og pointerer, at han ikke har undersøgt niveauet af de forskellige ydelser, men snarere om velfærdsstaten fortsætter med at gøre det, den var tænkt til i begyndelse: At beskytte de svageste i samfundet.

"Det er interessant, at det politiske system har kunnet reformere velfærdsstaten, så den stadig fungerer på trods af ekstreme forandringer – og det er faktisk en kæmpe stor politisk bedrift."

Vælgerne har krav på velfærd

Det er imidlertid ikke noget, vælgerne belønner. Tværtimod. Borgerne har ifølge Kees van Kersbergen meget svært ved at forlige sig med, at der er behov for at spare. Det ses eksempelvis tydeligt under den nuværende danske regering. I den første tid som regeringsleder forsøgte statsminister Helle Thorning-Schmidt at sælge budskabet om, at reformer var nødvendigt, hvis man skulle ruste landet til fremtiden.

"Men folk står uden arbejde lige nu. Desuden fokuserer medierne på dag til dag-politik og knap så meget på fremtiden. Det er et paradoks, at man nødt til at ændre noget, hvis man gerne vil bevare det. Det er en svær ting at sælge," siger Kees van Kersbergen og påpeger, at regeringen eksempelvis har haft vanskeligt ved at overbevise vælgerne om fornuften bag kontanthjælps-, fremdrifts- og folkeskolereformen.

"Vælgerne tænker hele tiden: Hvad får jeg ud af det? Der er kortsigtede interesser på spil, og der er tale om etablerede rettigheder, som folk føler, de har krav på. De kan ikke se det fra et makroøkonomisk perspektiv."

Slut med den skandinaviske velfærdsmodel

Der er imidlertid ingen tvivl i professorens sind. Historien viser, at reformer er en naturlig del af velfærdsstatens succes. Et system fungerer kun så længe, at det er i stand til at tilpasse de konstante forandringer og vilkår – og der er muligvis for høje forventninger til, hvad en stat kan klare.  

"Vi ved ikke, hvad vi har i morgen – men vi er nødt til at være klar til at tilpasse os. Hvis ikke ender vi med en situation som den i Grækenland," siger Kersbergen og forklarer, at den universelle velfærdsstat, der udbetaler ydelser til alle, er en dødssejler.

Der er angreb fra blandt andet immigration, voksende ulighed og færre børnefødsler. Det gør ifølge professoren reformer helt nødvendige – uanset vælgerstemning:

"Mit gæt er, at vi om 15-20 år vil se en ende på det system, vi har haft siden 1960erne og 1970erne. Velfærdsstaten vil dele sig i to: En god velfærdsstat for alle, når det kommer til eksempelvis uddannelse og sundhed. Men der vil være flere målrettede initiativer, der kun retter sig mod de fattige."

Læs mere i bogen "Comparative Welfare State Politics: Development, Opportunities, and Reform", af Kees van Kersbergen og Barbara Vis. Udgivet på Cambridge University Press.

Kees van Kersbergen, professor ved Institut for Statskundskab
Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences
T: 8716 5727
M: kvk@ps.au.dk
Web