Kære leder: ”Kan du sætte en klar og meningsfuld retning for din organisation?”

Ledelseskommissionen sagde det tydeligt i 2018: ”Alle offentlige ledere skal kunne sætte meningsfuld retning via en klar vision for deres organisation”. Men hvordan mestrer man som leder disciplinen visionsledelse? Det kan du blive klogere på i en ny bog om visionsledelse, der er på gaden nu.

Bag den nye bog står forfatteren Christian Nyvang Qvick. Han mener, at bogen særligt hjælper ledere på tre forskellige måder, når de skal lykkes med at lede med afsæt i en vision.

1: At udvikle en vision, der sætter retning og skaber mening  

For det første peger han på, at bogen kan hjælpe ledere, når de sætter sig til tegnebrættet og skal formulere visionen for deres enhed:

”At formulere en vision er en opgave, der er forbundet med mange overvejelser. I hvilken grad skal lederen fx involvere andre i at udvikle visionen? Hvad gør man for at sikre, at visionen skaber billeder af en ønskværdig fremtid for organisationen? Hvordan gør man visionen nærværende for de medarbejdere, der skal udleve den? Hvordan forbinder man visionen til organisationens værdier? Skal visionen være tidsbegrænset eller tidsubegrænset? Nogle af de spørgsmål hjælper bogen med at give svar på”, udtaler Christian Nyvang Qvick.

2: At oversætte visionen til de daglige opgaver

Ifølge Christian Nyvang Qvick er det vigtigt, at ledere og medarbejdere går i dialog om, hvad visionen betyder for hverdagens opgaveløsning:

”Her handler det om at tydeliggøre, hvilke fokusområder organisationen skal have. Hvilke indsatser skal der iværksættes? Og hvilken adfærd skal der udvises, hvis visionen skal realiseres? Det kan lyde simpelt, men netop denne oversættelsesopgave kan være svær. Her er en stor del af svaret, at ledere og medarbejdere går i dialog ud fra spørgsmålet: Hvis vi i endnu højere grad skal bidrage til vores vision, hvad skal vi så gøre anderledes fremover"?

3: At fastholde visionen på den lange bane

Som leder kan du komme ud for, at en eller flere medarbejdere ikke er lige så begejstrede for visionen, som du selv er. Hvad foreslår bogen, at du gør i den situation?

”Når enkelte medarbejdere ikke ønsker at bidrage til visionen, har lederen flere muligheder. Lederen kan fx tydeliggøre det meningsfulde i at bidrage til visionen ved at fremhæve den forskel, som medarbejderen kan gøre ved at bidrage hertil. Lederen kan også forsøge at øge troværdigheden omkring de tiltag, der skal understøtte visionens realisering. Og ultimativt kan lederen som en sidste udvej overveje, om det er nødvendigt at rekruttere nye medarbejdere, hvis udvalgte medarbejdere decideret modarbejder visionen”, slutter Christian Nyvang Qvick.

Visionsledelse som centralt forskningsfelt i ledelsescenteret

Centerleder Lotte Bøgh Andersen er en af de centerforskere, der selv har forsket meget i visionsledelse. Hun har blandt andet været leder af forskningsprojektet LEAP - Ledelsesadfærd og Performance. Hun glæder sig over, at bogen udkommer:

”Bogen sammenfatter dansk og international forskning i visionsledelse og giver dermed et overblik over litteraturen. Dernæst inddrager bogen mange eksempler, som Christian har fået kendskab til via sin ansættelse i centeret. Her har han gennemført adskillige oplæg og workshops om visionsledelse, hvilket er med til at gøre bogen praksisnær og anvendelsesorienteret. Centerets egen vision er netop at bidrage til en bedre offentlig sektor ved at producere, dele og anvende forskningsbaseret viden om offentlig ledelse. En bog med indsigter om visionsledelse fra både forskning og praksis bidrager til dette”, udtaler hun. 

Fakta

Christian Nyvang Qvick har skrevet bogen Visionsledelse – sådan skaber du en klar og meningsfuld retning for din organisation, mens han var ansat i Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse. Han har netop skiftet job og er nu ansat i konsulentvirksomheden LEAD – enter next level.

Bogen udkom den 28. januar 2021, og du kan købe bogen her.

Oops, an error occurred! Code: 202404250224228dd1dc19