EU finansierer nyt projekt om samfundsengageret og ansvarlig forskning

Et nyt forskningsprojekt i EU-regi skal hjælpe forskningsinstitutioner inden for biovidenskab med at blive bedre til at praktisere såkaldt 'Responsible Research and Innovation'. Målet er at inddrage forskellige samfundsaktører i forskningen, sådan at forskning og fremtidige teknologier er i overensstemmelse med samfundets værdier, behov og forventninger.

Reagensglas
Foto: Aarhus Universitet
Evanthia Schmidt
Foto: Aarhus Universitet

Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) er partner i et nyt projekt, som har modtaget en bevilling fra EU’s forskningsprogram Horizon 2020. På CFA er det Evanthia K. Schmidt, der leder projektet, som bærer navnet RESponsible research and innovation grounding practices in BIOSciences (RESBIOS).

Projektets mål er at øge bevidstheden i det biovidenskabelige felt i Europa, hvad angår såkaldt Responsible Research and Innovation (RRI).

”Det er Europa-Kommissionen, der opererer med RRI-begrebet, fordi man fra EU’s side ønsker en stærkere kobling og mere interaktion mellem forskningen og samfundet. Det handler blandt andet om at inddrage forskellige samfundsaktører i forskningen for at sikre, at forskningen i højere grad er i takt med samfundets værdier og behov. Samfundets udfordringer vil have en langt bedre chance for at blive løst, hvis alle samfundsaktører engagerer sig i at finde innovative løsninger. Og så handler det om at gøre forskningsresultaterne tilgængelige for relevante aktører, så de kan komme samfundet til gavn, og om at have fokus på etik og køn både i indholdet af forskningen og i processen,” siger Evanthia K. Schmidt, lektor på CFA ved Institut for Statskundskab.

Erfarne institutioner skal hjælpe andre i gang
11 europæiske lande er involveret, og projektet kommer til at skabe et læringsmiljø, som involverer både forskningsinstitutioner, der er erfarne på RRI-området, som kan fungere som mentorer, og forskningsinstitutioner, som nu skal i gang.

”Mentorinstitutionerne har været med i et tidligere Horizon 2020-projekt, så idéen er, at de skal videregive deres erfaringer,” siger Evanthia K. Schmidt.

”Biovidenskab er et godt sted at tage fat på RRI, fordi vi har at gøre med et tværvidenskabeligt felt, hvor mange samfundsaktører er indblandet i forskningsproduktionen, og hvor vi behøver gøre resultaterne mere tilgængelige for samfund og borgere. RRI kan også adressere nogle af de samfundsmæssige bekymringer, der er relateret til forskning og innovation i biovidenskaberne og de risici, vi vælger at løbe. RRI kan på den måde hjælpe med at håndtere, hvordan vi balancerer fordele og ulemper ved innovation og fremtidige teknologier”, siger hun.

 

Finansiering:
Projektet er finansieret af Science with and for Society-programmet under Horizon 2020 og har et budget på 2,5 millioner Euro.

 

Yderligere information:
Kontakt projektets leder på CFA, Evanthia K. Schmidteks@ps.au.dk 

Oops, an error occurred! Code: 20240419195448c698097c