Dialog med medarbejdere er vigtig for god styring

Ved at inddrage medarbejderne kan offentlige ledere styre de ansatte uden at demotivere dem. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet.

10.02.2014 | Nina Hermansen

I udgangspunktet er en elevplan en elevplan. I 2006 blev det bestemt, at alle elever hvert år skal have udarbejdet en elevplan, der kan bruges som værktøj i undervisningen og til dialog med forældrene.

Men måden planerne bliver implementeret lokalt på skolerne er afgørende for, hvor succesfuldt et redskab det bliver.

Professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, Lotte Bøgh Andersen, har sammen med projektleder og professor Lene Holm Pedersen fra CBS netop udgivet en bog, hvor de fremlægger resultaterne af et fem år langt forskningsprojekt. Projektet har undersøgt, hvad der motiverer alt fra sygeplejersker til folkeskolelærere og soldater, og i bogen kommer de med bud og eksempler på, hvordan offentlige ledere kan styre deres medarbejdere uden at demotivere dem.

”Man går helt fejl af de offentligt ansatte, hvis man tror, de udelukkende vil mele deres egen kage. Det nye i det her projekt er især begrebet Public Service Motivation. Det er folks orientering mod at gøre godt for samfundet og andre mennesker gennem offentlig serviceproduktion. Man vil simpelthen gerne gøre en meningsfuld samfundsmæssig forskel,” siger Lotte Bøgh Andersen.

Regler er ikke af det onde

Det er vigtig viden for de offentlige ledere, der altså ikke kun kan motivere medarbejderne ved at vifte en økonomisk gulerod for næsen af dem. I stedet viser projektet, at man kan styre og motivere medarbejdere ved at sørge for, at regler og initiativer er understøttende for deres arbejde.

”I stedet for altid at tænke på afbureaukratisering og på at afskaffe regler, skulle man i stedet tænke på at lave regler, der kan blive meningsfuldt implementeret, så de bliver opfattet understøttende af medarbejderne,” siger Lotte Bøgh Andersen og fastslår, at regler i sig selv ikke er af det onde.

Forskningen viser eksempelvis, at elevplaner virker demotiverer på en lærer, som tænker, at de kun er til for at kontrollere ham; hans motivation for at arbejde, fordi han kan lide det, og for at bidrage samfundsmæssigt falder. Omvendt får den lærer, der opfatter det som et nyt pædagogisk og understøttende redskab, stimuleret sin motivation til at nyde opgaven og gøre noget godt for samfundet.

”Det spændende er, at det er skoleledernes handlinger og implementering, der hænger sammen med de forskellige opfattelser,” siger Lotte Bøgh Andersen, der sammen med bl.a. kollegerne Maria Falk Mikkelsen og Christian Bøtcher Jacobsen fra Aarhus Universitet har fået svar fra 3000 skolelærere og 32 skoledere.

Hun fortsætter:

”Elevplaner blev eksempelvis vedtaget og diskuteret meget på nationalt plan. Men hvordan det så virker på den enkelte skole, kommer helt an på, hvordan den enkelte skoleleder tager imod det og gennemføre det. Man kan faktisk gøre en enorm stor forskel som decentral leder.”

Inddrage medarbejderne

Spørgsmålet er naturligvis, hvordan man som offentlig leder sørger for, at nye principper ikke bliver opfattet for kontrollerende. Det har forskningen også et bud på.

”Man skal implementere ting via dialog med medarbejdere. Det er en oversættelsesproces. I tilfældet med elevplanerne skal man i virkeligheden tydeliggøre overfor lærerne, hvorfor det redskab er meningsfuldt i forhold til at nå de mål, man gerne vil nå på skolen,” siger Lotte Bøgh Andersen og opfordrer til, at offentlige ledere generelt tager et kig på de regler, der er i en organisation.

Her kan man eksempelvis tydeliggøre de regler, der har en positiv effekt – og passende afskaffe dem, der er formålsløse.

”Man skal ikke holde op med at være leder, og man skal stadig sætte en kurs. Det handler ikke om at give køb på målsætningerne, men i stedet om i højere grad at inddrage medarbejderne og tage dem alvorligt i forhold til, hvordan man som organisation når sine mål.” 


Yderligere information

Lotte Bøgh Andersen
Professor, Institut for Statskundskab
T: 87165726
M: lotte@ps.au.dk
Web

Christian Bøtcher Jacobsen
Adjunkt, Institut for Statskundskab
T: 87165431
M: christianj@ps.au.dk
Web

Maria Falk Mikkelsen
Ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab
T: 87165652
M: mfm@ps.au.dk
Web

Forskningsnyhed