2,7 millioner kroner til Valgundersøgelsen

Den danske valgundersøgelse med Rune Stubagers deltagelse modtager en bevilling på 2,7 millioner kroner fra Uddannelses- og Forskningsministeriets pulje til forskningsinfrastruktur.

05.02.2021 | Ingrid Marie Fossum

Rune Stubager

Professor i statskundskab Rune Stubager

Den danske valgundersøgelse (DNES) er i fint selskab og er udvalgt som et af ni projekter, som nu modtager midler fra Uddannelses- og Forskningsministeriets særlig pulje til forskningsinfrastruktur. I alt er der tale om 150 millioner kroner til de ni projekter, hvoraf 2.690.000 kroner tildeles DNES. Fra Aarhus Universitet deltager professor i statskundskab Rune Stubager.

Midlerne skal DNES bruge til at indsamle data om danskernes stemmeadfærd ved det næste folketingsvalg samt til at skrive en bog både om valgets temaer og om emner med betydning ud over det enkelte valg som fx populisme og danskernes holdninger til klimaforandringerne.

Rune Stubager ser frem til arbejdet med nye valgdata:

”I Valgprojektet er vi både glade og stolte over at blive anerkendt som en del af den nationale forskningsinfrastruktur. Det vil hjælpe med at sikre Valgundersøgelsen i fremtiden. Vores data udgør den længste tidsserie af målinger af danskernes holdninger og partivalg, og den er dermed et unikt bidrag til at forstå kernen i vores demokrati – nemlig borgernes beslutning om, hvem der skal repræsentere deres synspunkter i Folketinget,” siger han og fortsætter:

”Vi arbejder løbende med data for at forstå udviklingen også i fremtiden, hvor fx klimaspørgsmålet kommer til at fylde meget for vælgerne. Vores analyser publiceres både i Danmark og i udlandet, og vi glæder os til snart at præsentere den næste udgivelse, bogen The Danish Voter, der udkommer på det amerikanske forlag University of Michigan Press her til foråret.”

DNES, som har eksisteret siden 1971, leverer data om danskerne vælgeradfærd til både forskere og den brede offentlighed. Målet er at levere opdateret data om danske værdier og politik og ”en dybdegående forståelse af, hvordan moderne stemmeadfærd og demokrati har udviklet sig over de sidste 50 år,” står der i Uddannelses- og Forskningsministeriets Roadmap for forskningsinfrastruktur, hvor man også kan læse mere om Valgundersøgelsen, der også har sin egen hjemmeside, www.valgprojektet.dk.

Bevillinger