Studiemiljø og faciliteter

De fysiske rammer og det rige foreningsliv på Institut for Statskundskab sætter sit positive præg på studiemiljøet.

Biblioteket og læsesale

Studerende ved Statskundskab har døgnadgang til AU Library, Bartholins Allé. Her finder du både individuelle læsepladser, gruppearbejdspladser, afslapningsområder og undervisningslokaler. Biblioteket er nyrenoveret og er med sin funktionelle indretning topmoderne. Gruppearbejdspladserne giver de studerende de bedste muligheder for at samarbejde om opgaver og præsentationer, og de rolige individuelle læsepladser inviterer til fordybelse.

På og omkring instituttet findes over 500 læsepladser, som studerende ved Statskundskab og det øvrige School of Business and Social Sciences kan benytte.

Se en oversigt over læsesale.

Kantinen

Samfundsfaglig kantine er placeret i den nordøstlige del af Universitetsparken, og her serviceres studerende og forskere fra både Statskundskab, Økonomi og Jura. Kantinen fungerer som samlingssted både i kaffe- og spisepauser, men også i forbindelse med fredagsbarer og fester.

Fredagsbarer og fester

Fredagsbaren er samlingsstedet for de studerende ved Institut for Statskundskab. Her mødes de fredag efter fredag i Samfundsfaglig kantine.

Hvert semester arrangerer Politologisk Forening fire fester i kantinen, hvor alle statskundskabsstuderende er velkomne.

Studenterforeninger

Foreningslivet på Statskundskab sprudler, og der er foreninger for enhver smag. Det rige foreningsliv skaber liv på instituttet og giver statskundskabsstuderende mulighed for at engagere sig socialt og fagligt i deres studium. Foreningerne arrangerer alt fra teaterbesøg til fester og foredrag.

Læs mere om studenterforeningerne på Statskundskab