Henrik Jepsen
fik job på sin ph.d.

Henrik Jepsen brugte tre år på at forske i klimaforhandlinger. I dag sidder han selv som forhandler i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, hvor han har fingeren på pulsen af den globale klimadebat.


At en ph.d.-uddannelse kan føre til andet end en stilling som universitetsforsker, er Henrik Jepsen et fremragende bevis på.

Allerede inden den nu 31-årige Henrik Jepsen i januar 2013 havde forsvaret sin ph.d. på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, havde han fået job i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Her sidder han i dag med ved bordet i forhandlingerne om en ny, ambitiøs klimaaftale, der skal være på plads i 2015.

"Heldigvis er der en hel masse gode ting at sige om en ph.d.-uddannelse. For det første er der substansen – jeg endte med at vide nok om klimaforhandlingerne til at få et spændende job på det. Så er der det faglige. I et ph.d.-forløb bliver du udfordret på dine argumenter, hvilket gør dig bedre i stand til at modtage og bruge den kritik, du får. Det kan du bruge i mange sammenhænge. Den sidste ting er den peronlige tilfredsstillelse ved at lave så stort et projekt – det er fedt, at det kan lade sig gøre at komme i mål," fortæller Henrik Jepsen.

Ph.d. ved et tilfælde

Oprindeligt valgte Henrik Jepsen at tage en ph.d.-uddannelse, da han i forbindelse med sit speciale på kandidatuddannelsen i statskundskab beskæftigede sig med de internationale klimaforhandlinger. Det var op til COP15 i København, hvor knap 200 lande skulle forsøge at få en ambitiøs, global klimaaftale i hus.

"Jeg har altid tænkt, at det ville være spændende at skrive en ph.d. Det kunne være en personlig udfordring. Men jeg havde ikke tænkt konkret over det, før universitetet slog et stipendium op, hvor man skulle skrive om international klimapolitik. På den måde var det lidt et tilfælde," forklarer Henrik Jepsen.

Det udviklede sig til tre års forskning i, hvordan forhandlingsparter, der har forskellige præferencer, kan nå til enighed om en samlet aftale ved hjælp af pakkeaftaler.

"Det var spændende, og det var fedt at beskæftige sig med noget, man interesserer sig så meget for. Men det var også en stor udfordring at dykke helt ned i et hjørne. Det er vigtigt, at du har ambitioner og viljen, for der er perioder med blindgyder og tidspunkter, hvor man arbejder en del på egen hånd. Her er samarbejdet med vejlederne og kollegerne og andre faglige fællesskaber særligt vigtige."

Netop fordi disse fællesskaber er vigtige, var den unge forsker med til at opbygge et netværk med forskere fra universiteterne i København, Odense og Lund. Her havde han mulighed for at sparre med andre klimaforskere. Desuden var det sociale sammenhold på instituttet i Aarhus en stor hjælp.

"Selvom man rent fagligt måske ikke har så meget til fælles med alle sine kolleger, er der stor opbakning. På trods af at ens fagområder er forskellige, er udfordringerne i høj grad de samme."

En del af maskinrummet

Jobbet i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet ligger rigtigt godt i tråd med det, den tidligere ph.d.-studerende har skrevet afhandling om. At det ikke blev til en karriere bag universitetsmurene i denne omgang, er dog ikke nødvendigvis et fravalg af forskerverdenen for altid.

Henrik Jepsen drømte blot om at komme ud og prøve noget andet. En af de ting, der inspirerede ham, var blandt andet, at han i forbindelse med sin afhandling interviewede en række forhandlere.

"Så efter at have deltaget i klimaforhandlingerne og skrevet om det, ville jeg gerne selv være en del af maskinrummet, opleve forhandlingerne indefra og forhåbentlig bidrage på den måde," fortæller Henrik Jepsen.

I dag sidder han midt i orkanens øje, og det er ikke mindst takket være sin uddannelse.

"Jeg tror, det var helt afgørende, at jeg havde skrevet en ph.d. Det ville måske have hjulpet mig til jobbet at have noget erfaring fra lignende stillinger. Men det havde jeg ikke. Til gengæld havde jeg beskæftiget mig med de centrale spørgsmål og opgaver fra en anden vinkel end så mange andre."