Tilvalg i samfundsfag
I samfundsfag beskæftiger du dig med politik i bred forstand, dvs. samfundets struktur, det politiske system og hvordan borgere, organisationer og den politiske ledelse spiller sammen og påvirker hinanden. Uddannelsen forsyner dig med en solid baggrundsviden, og at læse samfundsfag er også alment dannende og forsyner dig med en samfundsmæssig indsigt, som du kan trække på resten af livet.
Der udbydes 70 pladser til sidefagsstuderende, som følger undervisningen sammen med studerende på hhv. bachelor- og kandidatuddannelsen i statskundskab. Under hele studiet veksler undervisningen mellem forelæsninger, seminarundervisning, øvelser og udarbejdelse af skriftlige opgaver. Studiet er baseret på en stor mængde læsestof, som den studerende selv må sørge for at komme igennem. Nogle etablerer læsegrupper, mens andre læser alene.
Læs mere
Du finder alle relevante oplysninger om tilvalget i samfundsfag i Aarhus Universitets Studieguide: http://studieinfo.au.dk/uddannelsen.cfm?navigation=introduktion&fag=5010&type=tilvalg&overskrift=Introduktion
Sidefag i Samfundsfag
Sidefag i samfundsfag indgår i kombination med et hovedfag og giver titlen cand. mag. Uddannelsen er normeret til 1¾-2 år (alt afhængig af hvilket fakultet du kommer fra) og består af fag, der ligger på statskundskabsuddannelsens bacheloruddannelse samt valgfag fra kandidatuddannelsen.
Hvad er sidefag i samfundsfag?
Formålet med sidefag i samfundsfag er at kvalificere dig til at undervise i samfundsfag på de gymnasiale uddannelser. Med et sidefag i samfundsfag bliver du i stand til selvstændigt at analysere udvalgte politologiske og samfundsvidenskabelige problemstillinger samt anvende fagets væ-sentligste teorier, metoder og begreber. Du bliver desuden i stand til selvstændigt at sætte dig ind i samfundsvidenskabeligt stofområde, selvstændigt at indsamle data og informationer og selvstændigt at formulere en samfundsvidenskabelig problemstilling. Du bliver i stand til at anvende teorier på et empirisk materiale, at formidle en samfundsvidenskabelig teori og problemstilling samt vurdere videnskabeligt arbejde. Herudover vil du i praksis blive i stand til at kunne anvende IT-redskaber og andre kilder til dataindsamling og databehandling.
Sidefagets placering i dit studieforløb
Du vil altid påbegynde dit sidefag på 5. semester i din samlede uddannelse. På 5. semester vil du både have timer på dit sidefag og hovedfag, mens du i de følgende tre semestre udelukkende skal følge fag på dit sidefag. Sidefagets længde afhænger af, hvilket fakultet, du tilhører, og derfor vil hovedfags- og sidefagsforløbet variere fra studerende til studerende.








