Aarhus Universitets segl

Om Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse er et tværdisciplinært forskningscenter, der er fysisk placeret på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Centeret åbnede i maj 2018 i anledning af H.M. Kong Frederiks 50 års fødselsdag. Centeret er muliggjort af en donation fra Købmand Herman Sallings Fond.

Centerets vision er at bidrage til en bedre offentlig sektor, ved at producere, dele og anvende forskningsbaseret viden om offentlig ledelse, der gør offentlige organisationer endnu bedre i stand til at leve op til og udvikle deres målsætninger til glæde for borgere og samfund.

Denne vision skal indfries igennem tre strategiske indsatsområder. Det første strategiske indsatsområde handler om at producere international topforskning om offentlig ledelse. Det andet strategiske indsatsområde drejer sig om at dele denne viden i tæt dialog med praktikere og derigennem bringe forskningen i spil i offentlige organisationer. Endelig handler det tredje strategiske indsatsområde om at anvende forskningen i forbindelse med undervisning og ledelsesudviklingsaktiviteter målrettet nuværende og kommende offentlige ledere.

Nedenfor kan du læse mere om hvert af de tre strategiske indsatsområder.

Skabelse af international topforskning

Ledelsescenteret er forankret på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, der i forvejen udmærker sig ved forskning i verdensklasse. Således er instituttet i 2020 blevet placeret som verdens bedste forskningsinstitution inden for offentlig forvaltning på Shanghai-rankingen, som kårer verdens bedste forskningsinstitutioner, målt på bl.a. forskningsproduktivitet, forskningskvalitet og grad af internationalt samarbejde.

Centerets ambition er at fastholde og på sigt udvikle positionen som en af verdens førende forskningsinstitutioner i forhold til produktion af topforskning om offentlig ledelse.

Denne ambition skal for det første indfries gennem en satsning på et stærkt internationalt samarbejde med førende ledelsesforskere fra nogle af verdens bedste universiteter. Derfor deltager centerets forskere i de førende internationale, akademiske konferencer og publicerer også jævnligt fagfællebedømte, videnskabelige artikler sammen med internationale forskere i de bedste internationale tidsskrifter. Derudover kommer internationale forskere på gæsteophold på Aarhus Universitet, ligesom centerets egne forskere tager på udlandsophold på anerkendte internationale universiteter. Endelig indgår centerledelsen i Global Leadership Center Roundtable – et samarbejdsinitiativ mellem verdens førende ledelsescentre.

For det andet skal denne ambition også indfries gennem en række ambitiøse forskningsprojekter, der alle bygger på de bedste metodiske standarder for at bedrive forskning af højeste kvalitet, i form af fx lodtrækningsbaserede felteksperimenter. Dette lader sig kun gøre, når danske offentlige organisationer stiller sig til rådighed for forskningen, og derfor beror produktionen af topforskning også på et tæt og velfungerende samarbejde med danske, offentlige organisationer. 

For det tredje skal ambitionen om produktion af topforskning indfries gennem centerets fokus på et stærkt tværfagligt samarbejde, hvor forskere fra mange forskellige discipliner bidrager med forskellige perspektiver og indsigter fra eksisterende ledelsesteori og –forskning, der kan bringes i spil i produktionen af ny forskning. De forskellige forskere kommer blandt andet fra statskundskab, psykologi, virksomhedsledelse, økonomi og folkesundhedsvidenskab fra både nationale og internationale universiteter og vidensinstitutioner.

Deling af viden i samspil med praksis

Kun hvis forskningen bliver sat i spil i praksis, kan centeret lykkes med at bidrage til en bedre offentlig sektor, og formidling af og dialog om centerets forskning har derfor høj prioritet. Vi prioriterer at holde oplæg, workshops og andre formidlingsaktiviteter for alle interesserede – herunder særligt for offentlige organisationer.

Imidlertid er dialogen med praktikere ikke kun et spørgsmål om at bringe eksisterende forskning i spil i offentlige organisationer, men også et spørgsmål om at få indblik i, hvor ”skoen trykker” i praksis, så fremtidige forskningsprojekter netop kan adressere nogle af de problemstillinger som ledere og medarbejdere i offentlige organisationer oplever. Kun på den måde kan vi sikre, at centerets forskningsprojekter har aktuel relevans i praksis og derfor prioriteres dialogen med praktikere meget højt.

Dernæst forsøger vi også at sætte forskningen i spil på nationalt, politisk niveau – senest eksemplificeret ved centerlederens deltagelse i flere forskellige kommissioner samt gennem centerets bidrag til regeringens ledelses- og kompetencereform i 2018.

Endelig formidler vi centerets forskning i et praksisnært format via en række forskellige, digitale platforme – eksempelvis igennem nyhedsbrevet ”Viden om offentlig ledelse”praksisorienterede artikler, videoer og podcasts om centerets ledelsesforskning samt gennem vores tilstedeværelse på sociale medier som LinkedIn og Twitter.

Undervisning og ledelsesudvikling

Centerets forskning bliver også bragt i spil i en række uddannelser, hvori offentlig ledelse indgår, og hvor centerets forskere også indgår som undervisere. Det gælder særligt den Fleksible Master i Offentlig Ledelse (FMOL), der udbydes i samarbejde mellem Syddansk Universitet og Aarhus BSS, men også en række andre masteruddannelser, der er målrettet offentlige ledere. Derudover underviser centerets forskere også studerende på ledelsesfag på bachelor- og kandidatniveau på Aarhus BSS.

Derudover indgår vi som partnere i offentlige organisationers ledelsesudvikling som en integreret del af vores vidensdeling med omverdenen, ligesom vi også afholder en årlig ledelseskonference, hvor centerets forskning bringes i spil i forhold til udviklingen af offentlige ledere.