Til audiens hos dronningen – behind the scene

Mandag den 12/12 – klædt i sit fineste puds – mødte professor Gert Tinggaard Svendsen op til audiens hos Dronning Margrethe for at takke for den store ære at have modtaget Ridderordenen af Dannebrog.

Professor Gert Tinggaard Svendsen er blevet tildelt Dannebrogordenen for sin videnskabelige indsats. Foto: Marie Bacher Svendsen
Dannebrogordenen kom med posten i den flotte, røde æske og blev båret af Gert Tinggaard Svendsen, da han var til audiens hos dronningen i december.

Klædt lige efter forskrifterne i kjole og hvidt, skjorte med knækflip, butterfly, laksko, handsker, uden ur, manchetknapper i guld og med ordenen placeret på brystet mødte han op i god tid inden dronningens audiens den 12/12 kl. 10. Ordenen havde han modtaget med posten i september. Brevet fortalte ham som en glædelig overraskelse, at han var udnævnt til Ridder af Dannebrog.

I venteværelset (på Christiansborg – ikke Amalienborg Slot, som man måske skulle tro) samledes han med de andre, der også var kommet for at takke dronningen – enten for en medalje eller en orden. Deres ærinde blev registreret, og man blev stillet op i kø i den rigtige rækkefølge. Der var ikke så meget nervøsitet at spore, snarere en rigtig god stemning, og der blev snakket uformelt med de andre og med personalet.

Man kom ind til dronningen efter ordenens rang, og lige inden blev hver og en instrueret i, hvad der ville foregå, når man kom ind i rummet, hvor dronningen sad, og hvordan man skulle opføre sig. Så blev døren åbnet, og der 5-6 meter fremme sad dronningen.

”Jeg bukkede ved døren og gik frem og gav hende hånden. Jeg havde på forhånd indøvet nogle vers i den rigtige ånd. Man siger jo Deres Majestæt eller Deres Kongelige Højhed samt De og Dem. Jeg sagde, at jeg var dybt taknemlig for tildelingen af Dannebrogordenen, og at det var en stor ære.”

Ifølge Gert lignede dronningen sig selv, som man kender hende fra TV. Hun bar en skjorte og en gylden jakke, håret var sat og brillerne på. Inden han trådte ind, var dronningen blevet briefet om, hvem han var, og hvad hans bedrift bestod i. Gert har fået Dannebrogsordenen for sin videnskabelige indsats, som han også fik lejlighed til at fortælle dronningen om.

”Hun var venlig og smilende og virkede interesseret i at høre om min forskning. Jeg kom ind på, at Danmark er kendt som et foregangsland, og at verdens førende samfundsforskere – Fukuyama og Putnam – taler om ’getting to Denmark’. Det er fordi, vi har mest tillid og mindst korruption i verden, og her spiller politisk stabilitet og monarkiet måske en væsentlig rolle. Danmark er det ældste eksisterende kongedømme i verden.”

Gert er ikke bevidst om, hvor lang tid han var inde hos dronningen. Han tog ikke tid, for han havde jo ikke sit ur på. Men efterhånden rundede dronningen af ved at takke for, at han var mødt op. Så rakte hun hånden frem, hvorefter Gert igen takkede for tildelingen. Han behøvede ikke gå baglæns ud, som man skulle i gamle dage, men vendte om, gik hen til døren, vendte om igen og bukkede som afskedshilsen.

Nu vil Gert sørge for at bære sit ridderkors ved de anledninger, det er tilladt. Det er for eksempel ved bryllupper eller andre større arrangementer. Desværre hører instituttets julefrokost ikke ind under denne kategori. Men den dyrt indkøbte kjole og hvidt tager han på til festen.

Oops, an error occurred! Code: 202404250229527c002359