Lise Degn modtog pris for bedste paper

Ph.d.-studerende Lise Degn fra Center for Forskningsanalyse fik EAIR Outstanding Paper Award for bedste forskningspaper.

13.09.2013 | Ingrid Marie Fossum

Lise Degn fra Center for Forskningsanalyse modtog prisen EAIR Outstanding Paper Award ved The European Higher Education Societys årlige konference i august. Prisen uddeles til den unge forsker under 35 år, som har indsendt det bedste forskningspaper. Det er andet år i træk, at prisen går til Lise Degn.

”Det betyder rigtig meget at blive anerkendt for sit arbejde – og selvfølgelig særligt når det er for anden gang”, udtrykker Degn og fortsætter:

”Det er et stort klap på skulderen for mig som ph.d.-studerende, at anerkendte forskere indenfor ens fagfelt finder ens resultater og analyser interessante”.

Universitetsledere som strategiske ledere

”Sensegiving and strategic management in Higher Education Institutions – the sensemaking and sensegiving processes of top level managers” er titlen på Degns paper. Det omhandler, hvordan universitetsledere håndterer deres nye roller som strategiske ledere, og hvordan de forsøger at balancere mellem traditionelle akademiske værdier og nye krav om gennemsigtighed, effektivitet og ansvarlighed.  

Prisen giver den unge forsker blod på tanden i forhold til hendes videre arbejde:

”Det inspirerer mig naturligvis til at fortsætte med at udvikle og præsentere mit arbejde i internationale sammenhænge”, siger Lise Degn.   

Yderligere info:
Lise Degn, ph.d.-stipendiat
Institut for Statskundskab – Center for Forskningsanalyse
School of Business and Social Sciences
Aarhus Universitet
M: ld@cfa.au.dk
T: 8716 5891
Web

Priser